Palace Winter: Nowadays

Palace Winter
Nowadays

ANMELDELSE: Indierock i international klasse

GAFFA

CD / Tambourhinoceros
Udgivelse D. 04.05.2018
Anmeldt af
Kristian Bach Petersen

Dansk-australske Palace Winter fik behørig international opmærksomhed for deres 2016-debut og følger nu op med et album, der bygger videre på duoens styrker.

Førstesinglen "Take Shelter" bliver leveret med en dystopisk elektronisk summen, der leder tankerne hen på Vangelis' originale soundtrack til Blade Runner i sine kølige og sitrende lydflader. Også "Demon" kører den markante 80'er-sound.

I forhold til debuten er der mere tempo på numre som "Come Back" og "The Ballroom", der bliver leveret med et elegant drive og et skarpt øre for god og melodisk indierock. Carl Coleman og Caspar Hesselager formår som få andre at indgyde et nærvær og en intensitet i deres numre. Produktionen står skarpt, og med enkle midler formår Palace Winter at skabe musik, der er mere vægtig end de enkelte dele. Som på den underspillede "Baltimore", hvor Hesselager næsten alene med sin guitar formår at gøre stemningen gribende og ildevarslende.

Med Nowadays har Palace Winter levet op til de høje forventninger, deres første udspil gav, og det bør kun blive større herfra.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA